Sæt kulturarv på skoleskemaet

Oprindeligt bragt i Berlingske den 17. februar 2022.

Det er populært at slå på tromme for fag og kompetencer, som bør være at finde på skoleskemaet i folkeskolen. Ja, så populært faktisk, at lærer Anders Thorsen hvert år publicerer en liste over den alenlange liste af forslag, som han det forgangne år er stødt på i den offentlige debat og på de sociale medier.

Hans seneste liste udkom den 3. januar, og den rummer så forskellige forslag som toiletvaner, ensomhed, tantrasex, usund maskulinitetskultur, hestekræfter og mindfulness.

Thorsen påpeger, at ”mængden af forslagene viser, at vi simpelthen ikke respekterer skolen nok til at give den ro til at udføre sin opgave, som er at give vores børn den grundlæggende faglighed og dannelse til at begive sig videre ud livet”.

Derudover har han også den glimrende pointe, at hver gang man foreslår noget nyt, der skal på skoleskemaet, så bør der nødvendigvis også være noget, der skal pilles ud.

Lige præcis disse to pointer har jeg i baghovedet, når jeg hermed vover at foreslå, at der etableres et nyt obligatorisk fag i folkeskolen: Kulturarv.

For det første vil det nemlig være et fag, der i sin essens handler om at styrke det, som Thorsen kalder børnenes grundlæggende faglighed og dannelse.

For det andet foreslår jeg ikke et nyt fag, som lægges oven i alle de eksisterende. Tværtimod vil byggeklodserne til dette nye fag bestå af timer og ressourcer, som i dag er tildelt eksisterende fag – dansk, kulturfagene og de kreative fag – som så samles under den samme tværgående kulturarvsoverligger.

Undervisningen i kulturarv skal således ikke handle om grammatik, den amerikanske borgerkrig, farvelære eller musikalsk sammenspil. Disse vil fortsat høre til de respektive fag, de i dag hver især er tilknyttet.

Til gengæld bør den blandt andet handle om danske forfattere, billedkunstnere og komponister, såvel som vikingetiden, 1864, indmeldelsen i det europæiske fællesskab, ungdomsoprøret og ligestillingskampen. Aldrig med henblik på isolerede analyser af enkeltstående værker eller historiske begivenheder. Naturligvis heller ikke for at opdyrke nationalromantiske følelser hos eleverne.

Formålet ville derimod være altid at forbinde historiens tråde med nutiden. For dermed at sikre en markant forøgelse af elevernes bevidsthed om altings forbundethed.

Så man forstår, at den kunst og kultur, vi oplever i dag, ikke blev opfundet i går, men derimod bygger videre på kunstneriske gennembrud og traditioner, der kan strække sig flere hundrede år tilbage.

Så man erkender, at de kampe, der kæmpes i samfundet i dag, er fortsættelser af kampe, der er blevet udkæmpet gennem mange generationer.

Så man lettere begriber, at det, man forstår som værende særligt dansk, ikke er opstået ud af den blå luft, men derimod er formet af epoker og begivenheder, der var så skelsættende, at vi stadig kan høre deres ekko den dag i dag.

Den spanske filosof George Santayana udtrykte de berømte ord, at ”dem, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den”. Det er et godt refræn, der effektivt advarer os mod at gentage fordums fejltagelser.

I denne sammenhæng er det dog fristende at vende ordene lidt på hovedet, så de får en mindre dyster klang: Dem, der kender og forstår deres kulturarv, har de stærkeste forudsætninger for at skabe den bedste fremtid.

Det menneske, der bevidst lægger sig i forlængelse af alt det, som andre mennesker allerede har opnået og skabt, vil uden tvivl nå længere, end det menneske, der tror, at den dybe tallerken kun lige er på nippet til at blive opfundet. Præcis ligesom den, der frivilligt kravler op på skuldrene af giganterne, uden tvivl vil have et bedre udsyn, end den, der stadig kan mærke mulden under fødderne.

Det er denne bevidsthed, som folkeskolens elever vil få med sig, hvis et dedikeret kulturarvsfag etableres.

Uanset hvor mange timer faget måtte fylde på ugentlig basis – og uanset hvor mange klassetrin, det kunne fordeles ud over – vil det øge hver enkelt elevs forudsætninger for at gøre en positiv forskel ude i den store verden. Om man så sidenhen gør sig som iværksætter, kunstner, sygeplejerske, advokat, sælger, programmør, rettighedsforkæmper eller noget helt ottende.

Den oplagte indvending er naturligvis, at alt det, som kulturarvsfaget skulle rumme, allerede er på skoleskemaet. Men uden et dedikeret fag er der heller ingen rød tråd. Ingen mønstre, der med tiltagende lethed kan genkendes på tværs af de forskellige fagområder. Ingen samlet erkendelse af altings forbundethed.

Derfor bør kulturarv etableres som obligatorisk fag i folkeskolen.